For en måned siden hørte jeg for sidste gang noget om udbuddet af .dk domænet. Det var i en artikel fra Computerworld, hvor de omtalte en undersøgelse der viste at dotDK får støtte fra ‘den danske internet-befolkning’.

Hvad artiklen og den omtalte undersøgelse siger, er knap så interessant lige nu. Hvad der er mere interessant er, hvornår IT og Telestyrelsen træffer deres afgørelse om hvem der skal stå for administrationen af .dk domænerne i fremtiden.

Langt de fleste af brugerne på internettet har sikkert ikke en holdning til dette, såfremt de ved der har været et udbud som nu er ved at blive behandlet. Men for alle os, som ejer et eller flere domæner, for alle os der arbejder med websites og for alle os der interesser sig for teknik er det ikke bare et spørgsmål om administratoren af .dk domænet skal hedde det ene eller det andet.

Et af de store samtale emner har været prisen. I dag koster det 45,- pr. år at eje et domæne. En afgift som dk-hostmaster har fastsat og som er ens for alle. Dk-hostmaster har valgt en prispolitik hvor det skal koste det samme, uanset hvor man har købt sit domæne. Det er jeg tilhænger af!

I den anden lejer, hos dotDK, ønsker man at lade de forskellige registrator virksomheder bestemme hvad du og jeg som slutbruger skal betale, for vores domæner. Hvis jeg var registrator, ville jeg nok være tilhænger af den løsning. Dog ikke 100% ubetinget!

Der er heldigvis meget mere i dette end pris. Det er blot en af de ting, der har fået mest spalteplads. En af de andre ting der har været talt om, er den service som de 2 konkurrenter vil kunne yde sine kunder. Mange mener at den måde som dk-hostmaster gør tingene på i dag, er forældet og ufleksibel. Det er også en af de ting som konkurrenten dotDK har slået på trommer for. De siger de er klar med en langt bedre teknisk løsning, grundet de har Afilias i ryggen.

Der er ingen tvivl om dk-hostmaster har system af ældre dato, som godt kunne trænge til at blive moderniseret lidt. Det tror jeg selv de har indset og man kan håbe på, at de får gjort noget ved sagerne såfremt de får lov at fortsætte med administrationen af det danske domæne.

Uanset hvor flotte, fancy og moderne løsninger som dotDK nu engang kan tilbyde, så tror jeg at vi som forbrugere er bedre tjent med dk-hostmaster i sidste ende. Jeg glæder mig rigtig meget til vi får en afgørelse og jeg håber den falder snart. Får dk-hostmaster lov til at fortsætte, glæder jeg mig til at se en modernisering af dem og hvis dotDK vinder, vil jeg håbe at alle dem der tror (incl. mig selv) at prisen vil stige markant, tager grueligt fejl.